Global Small-Scale Fiskeri Konference Sydafrika

1. september 2014 - kl. 10:00

GA

 WFFP generalforsamling i Cape Town,  september 2014

 

I den første uge af september 2014 deltog Fiskerinetværket i World Forum of Fisher Peoples 6. generalforsamling i Cape Town, Sydafrika. De to hovedtemaer på dagsordenen var Ocean Grabbing og The International Guidelines for Small-Scale Fisheries.  I fem intense dage diskuterede og strategiplanlagde mere end 100 delegerede fra alle verdens kontinenter disse to temaer. Der var også et udflugtsbesøg til en tidligere fiskerby Langebaan, som er et eksempel på Ocean Grabbing, hvor den oprindelige kystfiskerbefolkning har mistet størstedelen af deres fiskerettigheder og derefter tvunget væk fra deres område, som nu er underlagt West Coast National Park, med et stor Turist Resort tæt på. Undervejs i hele det 5 dage lange forløb bød værtsbyen på et væld af kulturelle og underholdende indslag, hvor især deres forskellige sangkor vidnede om et stærkt engagement i kampen for deres rettigheder.

 

World Forum of Fisher People WFFP

WFFP repræsenterer mere end 10 millioner småskalafiskere på verdensplan med dens 29 medlemsorganisationer fra 23 forskellige lande. Platformen for det globale samarbejde opstod i 1997 som en respons på de fælles udfordringer, småskalafiskeriet har stået over for de seneste årtier, oftest i form af privatisering og kommercialisering af fiskerettigheder i store dele af verdens have, tit sammenkædet med naturkatastrofer og klimaforandringer.

Det verdensomspændende Fiskerinetværk fungerer derfor som talerør for småskalafiskere på internationalt plan, hvor formålet er at beskytte, forsvare og styrke denne sektor bl.a. ved at mobilisere og støtte organisering af småskalafiskere og deres kystsamfund. Netværket engagerer sig i advocacy (forsvar) og kampagnearbejde både på regionalt og internationalt niveau, i kampen mod forskellige former for Ocean Grabbing som omhandler privatisering eller tildeling af ressourcer til nye oftest udefrakommende aktører.

På Generalforsamlingen 2014 var der repræsentation fra samtlige WFFP- medlemsstater, så der var deltagere fra alle kontinenter herunder lande som Sydafrika, Kenya, Tanzania, Filippinerne, Thailand, Pakistan, New Zealand, Canada, Spanien, Honduras m.fl.

Den første dag på generalforsamlingen blev brugt på at diskutere Ocean Grabbing, hvor samtlige medlemmer kunne rapportere om forskellige former for Ocean Grabbing i deres hjemland.

Ocean Grabbing er ikke et nyt fænomen, men beskriver den proces hvori private virksomheder, fonde og individer samt miljøorganisationer tager kontrol over havets ressourcer og underminerer småskalafiskeres fiskerettigheder, som i sidste ende mister adgangen til disse ressourcer. Eksempler på Ocean Grabbing, hvor privatisering af fiskerettigheder underminerer de oprindelige kystfiskersamfund kan være indførelsen af Marine Protected Areas (MPAs) og turismeudvikling, opdræt eller akvakultur der total ødelægger mangroveområder, og privatiseringspolitikker der favoriserer eksportorienteret fiskeri og storindustrien, som f. eks indførelsen af Nil Bars i Victoriasøen, det storstilede opdrætsindustri af Pangasus fisk i Vietnam og utallige rejeopdrætsindustrier i mangroveområder. Disse reformer og udviklingsmodeller sker uden inddragelse af de traditionelle småskalafiskere og fører til ekspropriering af småskalafiskerne, ofte med store miljø og sundhedsproblemer til følge.

 

 

 Velkomstkomite Langebaan

Velkomstkomité i Langebaan

 

 

Rettighedsbaseret fiskeri?

Seth Macinko, professor fra Rhode Island Universitet, var hovedtaler på WFFP generalforsamlingen og havde i sin fremlæggelse fokus på privatisering af fiskeressourcer. En række magtfulde private og offentlige institutioner som eksempelvis Verdensbanken promoverer privatiseringspolitikker gennem Global Partnership for Oceans (GPO), selv om de prøver at sløre deres neo-liberale agenda ved at tale om rettighedsbaseret fiskeri. Global Partnership for Oceans bliver lanceret som et initiativ til at genoprette skader på havmiljøet, genopbygge fiskebestande og reducere fattigdom, men når man nærlæser rapporterne i GPO får man indtryk af at aktørerne bag siger ét men gør noget andet, for den eneste mulige løsning på problemerne i fiskeriet er privatiserede rettigheder og kvoter.  

Macinko advarede WFFP deltagerne om, at fortalerne for mere privatisering af samfundets fælles ressourcer stjæler sproget fra kystfiskerne og de tilhørende sociale bevægelser, som ikke engang er repræsenteret i GPO.

Siden 1990’erne er der argumenteret for og gennemført privatiseringsmodeller af de fælles resourcer i form af omsættelige kvoter som løsningen på problematikken med vigende eller forsvindende fiskebestande. Det bagvedliggende rationale er styret af en økonomisk tankegang, som går på, at ejendomsrettigheder i fiskeriet skaber incitament til at nedsætte overkapacitet og på længere sigt vil stabilisere og bevare fiskebestande. Begrundelsen herfor er, at når du ejer et gode, vil du også passe bedre på godet, så når du ejer en fiskerikvote, vil du undgå at overfiske den, så du også kan fiske i fremtiden. Problemet med denne ordning er, at den har skabt en stærkt ulige omfordeling af ressourcerne, hvor nogle få store aktører har ejerskabet og kontrollen over størsteparten af ressourcerne, imens de mindre traditionelle fiskere har mistet adgangen til disse.

Systemet med omsættelige kvoter kaldes i EU for Individuelle omsættelige kvoter eller på engelsk Individual Transferable Qoutas (ITQs), men har forskellige betegnelser verden over såsom Transferable Fishing Concessions (TFCs), Rettighedsbaseret fiskeri/Rights Based Fishing RBF og i Danmark FKA (fartøjs kvota andele). Uagtet de forskellige betegnelser er det fælles for dem alle, at de bygger på individuelle ejendomsrettigheder i fiskeriet, der kan omsættes og dermed er kapitaliseret. Men kapital kræver forrentning, så udover en stærk koncentration af fiskerettighederne, fører kravet om forrentning af den investerede kapital ifølge Macinko til et øget pres på bestandene.

Men her skal man være vaks og opmærksom, siger Seth Macinko, for godt nok har ordlyden ændret sig, men indholdet og løsningsmodellerne er præcis de samme som altid. GPO taler pludselig også om menneskerettigheder, lige adgang for alle, kvindernes rolle og om at tilgodese småskalafiskeriet, men samtidig tales der om investerbare muligheder og markedsbaserede løsningsmodeller til at fremme incitamenter til en bedre fiskeriforvaltning. Denne tvetunget tale skal man være opmærksom på, mener Seth Macinko og videregiver det råd, at nærstudere de politiske intentioner fra for eksempel Verdensbanken. Man er simpelthen nødt til at afkode sproget, for at finde frem til, hvad de mener.

Argumentet om at privatisering forhindrer et kollaps af fiskebestandene kan spores tilbage til 1968 hvor biologen Garret Harding skrev ’Tragedy of the Commons’, hvori han beskriver at fællesejet ressourceforvaltning er en dårlig ide, fordi folk udelukkende forfølger deres egne økonomiske interesser og derved overudnytter ressourcen.

At privatisering af fiskerettighederne skulle føre til større ansvarlighed mangler endnu at blive bevist, hvorimod der er adskillige eksempler på lokalsamfund, som har måttet vige for de store kapitalstærke rederier efter omfattende skader på fiskebestande og miljøet.

Som en løsning på fiskeriproblematikken har Verdensbanken sammen med store miljøorganisationer (eksempler som WWF) og kapitalstærke aktører som Walden Foundation, Betty Moore Foundation og Walton Family foundations lanceret et nyere initiativ Global Partnership for Oceans (GPO), der skal redde verdens have. Som en del af GPO har Verdensbanken (Africa program for fisheries) sammen med African Union og WWF sat et storstilet program op for de næste 5 år, der skal tilføre 550 mill. US dollars til fiskeri og akvakultursektoren. Repræsentanter for det mindre fiskeri har stort set ikke deltaget i udviklingen af disse programmer, som udelukkende handler om rettighedsbaseret fiskeri, privat ejendomsret og individuelle omsættelige kvoter (ITQ), og dermed klart illustrerer målsætningen om mest muligt privatisering hos Verdensbanken og dens partnere.

Som medforfatter på rapporten om Ocean Grabbing fulgte Mads Barbesgaard fra Africa Kontakt tråden fra Macinkos indlæg, og fremhævede manglen på inddragelsen af kystfiskerbefolkningen og de dertilhørende sociale bevægelser i GPO. GPO repræsenterer en magtfuld økonomisk elite der godt hjulpet af Verdensbanken og visse miljøorganisationer står for en Neo-liberal politik, gående ud på, at privatisere og kapitalisere mest muligt af de forskellig samfunds fælles ressourcer.

De efterfølgende gruppediskussioner handlede om, hvordan WFFP medlemmerne kunne identificere og håndtere de forskellige former for Ocean Grabbing både lokalt og internationalt. Nødvendigheden af at dele informationer medlemmerne imellem og informationer fra medlemmerne til det koordinerende Sekretariat blev understreget fra flere sider, ligesom kampagner om Ocean Grabbing på World Fisheries Day den 21. november blev foreslået.

En anden fælles kampagne kunne være, at medlemmerne af WFFP aktivt søgte alliancer hos andre NGOer og videnskabsfolk, og derigennem benyttede de internationale Guidelines for SSF til at læge pres på de nationale regeringer, for at forhindre Ocean Grabbbing.

 

En guide til et bæredygtigt fiskeri

Det fører os hen til det andet vigtige tema for generalforsamlingen, nemlig at sikre tilslutning til de internationaleretningslinjer for et bæredygtigt små-skala fiskeri. Disse retningslinjer har været undervejs siden WFFP GA i 2007 i Sri Lanka.  Efter et stærkt politisk arbejde i WFFP og  gennem inddragelse af lokale kystfiskersamfund i et antal workshops, kunne man præsentere et forslag til internationale retningslinier for bæredygtigt kystfiskeri for FAO på det 30. COFI (Comittee of Fisheries) møde i 2012. Retningslinierne blev endelig vedtaget på det 31. COFI møde i juni 2014.

De internationale retningslinier er udviklet med henblik på at beskytte et bæredygtigt fiskeri og sikre fundamentale rettigheder for småskalafiskere over hele verden. Småskalafiskeriet beskæftiger mere end 90 % af verdens fiskere med 50 %  kvinder og udgør ca. halvdelen af den totale fangst på globalt plan, men på trods af dette bliver denne sektor oftest negligeret. Intentionen bag guiden går derfor på at synliggøre og anerkende småskalafiskeriets vigtige rolle og bidrag til bl.a. beskætigelse og fødevareforsyning. Guiden har fokus på udviklingslandene og har udgangspunkt i en menneskerettighedsbaseret tilgang, der tager hensyn til marginaliserede grupper og fokuserer på  ligestilling og lige rettigheder, inklusion og deltagelse fra lokale fiskersamfund, beskyttelse af traditionelle fiskerkulturer  mm.  De internationale retningslinier er frivillige og guiden bør anvendes af regeringer, private og internationale og regionale institutioner i udviklingen af et bæredygtigt fiskeri .

Hvordan de internationale retningslinjer skal komme fra papiret og ud i virkeligheden i de enkelte medlemslande og igen ud til de enkelte kystfiskersamfund, var hvad Nicola Franz fra FAO talte om på mødets tredje dag. De gængse ord som involvering og deltagelse fra civilsamfundet, anbefalinger til de nationale regeringer, information og kapacitetsopbygning, implementering og monitorering, kampagner, og ikke mindst at rejse penge til det hele, blev brugt flittigt, og vil fortsat blive diskussionsemner i den videre implementeringsproces. Forhåbentlig vil der være tilstrækkelig styrke til at modstå den fortsatte privatisering af folkets fælles ressource, som stadig er den herskende neo- liberale politik i de fleste lande, såvel i-lande som u-lande.

 

 

 Henning Og Naomi

 

Naomi Lyduch, PUGAD og Henning Thøgersen, Landsforeningen Levende Hav.