De sociale bevægelsers kamp imod Ocean Grabbing
Naomi Lyduch, Slow Fish Network konference 23.-27.okt. 2014
De største udfordringer kystfiskersamfund står over for i dag er, på den ene side, ’enclosure’ af havene (dvs. fratagelse af fiskerettigheder og adgang til havressourcer), og på den anden side, det dominerende narrativ, der netop understøtter encloure-handlinger.
Der hersker ingen tvivl om, at verdenshavene befinder sig i en kritisk tilstand med nedgang i biodiversitet, habitatødelæggelse og overudnyttede fiskebestande. Bæredygtig marine- og fiskeriforvaltning er efterhånden kommet på dagsordenen, ikke bare i miljøorganisationer, men også i EU, stater, Verdensbanken og hos filantropiske organisationer.
Løsningerne på havmiljøproblematikken lyder enkel og ligetil: Oprettelse af beskyttede havområder/marineparker (MPAs), indførelse af privatejede fiskekvoter og akvakulturstrategier. Men disse løsningsmodeller er oftest bygget på teoretiske antagelser eller overser de fatale sociale omkostninger, de medfører for millioner af mennesker.
Slow Fish International
PUGAD er sammen med vores partnere i Fiskerifagligt Netværk taget på læringsrejse i Torino, hvor Slow Fish Network er samlet for at udveklse erfaringer på området for ’Socialt og økonomisk bæredygtigt fiskeri’. Slow Fish Network opererer under banneret: Good, Clean and Fair; vi skal spise lokale fisk med respekt for traditionelle kulturer, fisk skal produceres med metoder der respekterer miljø og sundhed, og der skal sikres gode arbejds- og livsbetingelser for small-scale producenter (kystfiskere).
Slow Fish Network består af akademikere, small-scale fiskere, aktivister, NGO’ere, kokke og ungdomsforeninger, som kommer fra England, Irland, Norge, Frankrig, Spanien, Honduras, Chile, Ecuador, USA, Canada, Senegal, Mozambique, Thailand, Japan, Filippinerne m.fl. Fælles for alle disse grupper er interessen for at adressere fænomenet Ocean Grabbing eller enclosure af havene.
Farlige rejefarme i Ecuador
Det var tydeligt allerede på første dag i introduktionsrunderne, hvor Lider Gongora, aktivist fra Ecuador fortalte bevæget om forekomsten af de store rejefarme, som har katastrofale omkostninger for både miljø og lokalbefolkningen i Ecuador. Ifølge de officielle statistikker er arealet af mangroveskove reduceret fra 362.000 hektar til 108.000 hektar.
Rejefarmene har udelukkende fokus på storproduktion og eksport – Ecuador er verdens 5. største rejeproducent – og har invaderet større kystområder, som udelukker de tidligere fiskere fra området.
Kampen for at genvinde sin ret og adgang til kysterne har udviklet sig til en blodig krig, hvor rejefarmene bevogtes af bevæbnede vagter og bidske hunde, og der har været flere tilfælde inden for det seneste år, hvor lokale fiskermænd er blevet skudt og dræbt af vagterne eller bidt af hunde.
Ny rapport – The Global Ocean Grab
Historien fra Ecuador samt cases fra andre kystfiskersamfund er beskrevet i den ny rapport The Global Ocean Grab. Rapporten blev præsenteret på Slow Fish konferencen af Carsten Pedersen fra PUGAD, og er en god introduktion til fænomenet Ocean Grabbing.
Rapporten er vigtig fordi, der må sættes fokus på det ocean grab, kystfiskersamfund verden over bliver udsat for af stater og store private virksomheder som for eksempel turisme og olieindustrien. Og fordi ofrene for enclosure af hav- og kystområder må støttes i deres kamp imod Ocean Grabbing.
Investér på fiskemarkedet
Seth Macinko, professor fra Rhode Island Universitet, var også inviteret til konferencen i Torino. Han er kendt for sine studier af fiskeriforvaltningspolitikker og privatiseringen heraf. Det foregår gennem kvotesystemer, som det skete i Danmark, da regeringen i 2005 indrettede fiskeriforvaltningen efter individuelt omsættelige kvoter.
Overalt i verden indføres der markedsbaserede fiskerikvotesystemer under forskellige betegnelser, men effekterne er de samme. De små traditionelle fiskere og kystfiskere mister deres fiskerettigheder, samtidig med at fiskeri og fiskekvoter bliver fremlagt som investeringsbare muligheder for kapitalstærke aktører. I Danmark er kystfiskeriet kraftigt forsvindende.
I processen og indretningen af et ”effektivt” fiskeriforvaltningssystem med privatejede fiskerikvoter overhøres de millioner af mennesker, der berøres af privatiseringen og berøves deres adgang til havet. De bliver simpelthen ikke inviteret med i beslutningsprocesserne.
De fejlslagne MPAs
Manglende opbakning og inddragelse af de lokale kystfiskersamfund var netop et hovedpunkterne i Dr. Magnus Johnsons præsentation. Magnus Johnson er marinebiolog og professor på Hull Universitet, og han forsker i, den form for Ocean Grabbing der omhandler, Beskyttede havområder (MPAs).
Traditionelt har man indført MPAs til særligt specifikke miljøer som eksempelvis koralrev eller konservering af landeområder, men MPAs har sjældent de samme positive effekter i et stort havområde som eksempelvis Nordsøen. For eksempel beskytter MPAs ikke mod invasive arter, forurening, plastik og klimaforandringer– og det, understregede han, skræmmer mig meget mere end fiskeri.
Fiskeriet har ikke den store effekt, men på trods af dette opfattes MPA-modellen som løsningen på problemerne i havmiljøet. Det er særligt miljø- og konserveringsorganisationer, der formålsløst advokerer for indførelsen af MPAs.
Magnus Johnson siger, at det er en fejlslagen procedure, fordi der mangler støtte og opbakning nedefra, dvs. fra de lokale fiskere. De store miljøorganisationer dominerer dagsordenen ved at anvende laboratoriestudier som argument for indførelse af MPAs, hvor fiskerne ingen papirer har.
Desuden er MPA-modellen behæftet med fejl, da der ikke findes data og empirisk materiale på effekten af MPAs. Der er heller ingen, der tager notits af de potentielle negative effekter, indførelsen af MPAs har på resten af miljøet, da MPAs skaber adfærdsændringer hos folk.
Hvis der er restriktioner på fiskeaktiviteter i et MPA, vil fiskere og andre aktører sandsynligvis koncentrere deres aktiviteter i et andet område, som kan føre til konflikter og overudnyttelse. Men det er ikke bare fisk, der er en truet art.
Millioner af mennesker er afhængige af kystfiskeriet, som er en levevej men også en del af deres identitet og kultur. Den lokale traditionelle fisker er ved at blive en udryddet art, der kæmper mod faldende fiskebestande, fiskefarme og lovgivning der favoriserer storindustrien.
Fiskeriet som fiskefoder
I et forsøg på at genoprette fiskebestande avles der flere steder laks. Der argumenteres også for, at disse laksefarme kan bidrage til fødevaresikkerhed. John Volpe, marinbiolog på Victoria Universitet, illustrerede i sit Global Aquaculture Performance (GAP) Index, hvorledes laksen har den dårligste score i forhold til miljø.
John Volpes GAP-Index evaluerer miljømæssig performance og økonomisk effektivitet og har undersøgt effekten af laksefarme. Laks er en kødædende art, som derfor fodres med vildtfanget fiskearter.
Det mest overraskende i hans oplæg var det faktum, at på Top-10 listen over fanget fisk på verdensplan, er der kun 2 arter som fanges med henblik på direkte menneskelig konsum/forbrug. De resterende 8 fiskearter (inkl. makrel og sardiner) bliver anvendt som fiskefoder, oftest til opdrættede fisk såsom laksen.
Af alle opdrættede fisk, scorer laksen allerdårligst i GAP-indexet, fordi der skal 5 enheder vildtfanget fisk til at fodre 1 enhed laks. Denne udvikling skal ses i lyset af, at vores samfund er gået fra jægersamfund til landbrugssamfund, men er det denne udvikling vi ønsker for vores fiskeri?
En fælles kamp
I workshop-sessionerne blev der nikket genkendende til de mange former for Ocean Grabbing, kystfiskere fra Nord og Syd bliver udsat for. Der var enighed om behovet for at forme en ny fiskeriforvaltning, der også inkluderer de små fiskere. Og der var enighed om at stå sammen imod Ocean Grabbing og presse på for forandring og for at blive hørt.
Èn opgave bliver at dekonstruere de mange myter der findes inden for fiskeriet, hvor misvisende fiskeriforvaltningsmodeller og politikker bliver implementeret uden at tage hensyn til de socio-økonomiske effekter, de forårsager. En anden opgave bliver at støtte kystfiskersamfund og sociale bevægelser og sikre, at de bliver inddraget i demokratiske beslutningsprocesser.
